Camilla Hjørnholm

Camilla Hjørnholm Olsen, forfatter og kommende projektmedarbejder på Kbh Læser, anbefaler en bog med tekstfragmenter og fotografier til Kbh Læser, der i 2018 har MANIFEST som tema: Destruction of the father/Reconstruction of the father – Writings and interviews 1923-1997 af Louise Bourgeois.

Louise Bourgeois (1911-2010) var en fransk-amerikansk billedkunstner og skulptør. Hun er især kendt for sine edderkoppeskulpturer, men Bourgeois har også, siden hun var 12 år, skrevet om sit liv og sin kunst, som i hendes tilfælde er sammenvævede. I Destruction of the father/Reconstruction of the father – Writings and interviews 1923-1997 får man adgang til nogle af Bourgeois tanker om baggrunden for hendes kunstneriske skabelsesproces. Bogen kan anskues som et fragmenteret kunstnerisk manifest, der består af dagbogsnotater, uddrag fra interviews, fotografier af kunstværker m.m.

Ifølge Bourgeois er alle hendes værker inspireret af erindringer fra hendes barndom. Hendes kunst er centreret omkring figurer som moderen og faderen og følelser, der er knyttet til erotik - herunder begær, frygt, sårbarhed, jalousi og vold. Bourgeois beskriver sit kunst- og livsprojekt som en proces, hvor hun dekonstruerer og rekonstruerer fortiden: ”I am saying in my sculpture today what I could not make out in the past. It was fear that kept me from understanding. Fear is the pits. It paralyzes you. My sculpture allows me to re-experience the fear, to give it a physicality so I am able to hack away at it. Fear becomes a manageable reality. Sculpture allows me to re-experience the past…” (p. 227-228)
Jeg kan som forfatter genkende denne bevæggrund for at skrive, skabe kunst. Jeg er fascineret af den måde Bourgeois, også som ældre, vedholdende insisterer på, at traumerne i hendes barndom stadig har indflydelse på hendes liv og kunst. Jeg er begejstret for den dramatiske og intense måde Bourgeois formulerer sine idéer på og dermed får sit kunst- og livsprojekt til at fremstå som intet mindre end en nødvendighed!

Jeg vil takke den dansk-georgiske maler og billedkunstner Rusudan Melikshvili for at have anbefalet og lånt mig denne bog (jeg lover du snart får den tilbage).

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox