Dennis Jacob Rosenfeld

Temaet for Kbh Læser 2018 er Manifest. Her giver Dennis Jacob Rosenfeld, litteraturnørd, tegneserieekspert, bog-instagrammer på https://www.instagram.com/dennisjacobrosenfeld/, samt projektmedarbejder på Kbh Læser sit bud på litteratur og manifest:

”Jeg er ikke mester i begrænsningens kunst, og har derfor udvalgt to værker til anbefaling.

Første bog er i virkeligheden en serie af fortællinger. ”Superman: The Golden Age: Volume 1” af Jerry Siegel & Joe Shuster indeholder nemlig det første års Superman fortællinger som Jerry Siegel & Joe Shuster stod for. De havde flere slet skjulte ærinder med deres historier og Superman karakteren er her en anti-autoritær, social retfærdighedskæmper, og legemliggørelsen af Roosevelts New Deal politik. Det er på mange måder et politisk manifest i tegneserieform. Der er ikke langt fra den traditionelle propaganda tegning, ofte benyttet i den samme tidsperiode, til de virkemidler som benyttes i Superman-fortællingerne.

Den anden bog jeg vil anbefale er ”Selections” af André Breton. Breton var del af Dada før han valgte sin egen vej og stod bag flere surrealistiske manifester, hvoraf de to vigtigste er ”Manifeste du surréalisme” fra 1924 og ”Deuxième Manifeste du surréalisme” fra 1930. Denne bog indeholder en fremragende introduktion, en række af Bretons digte, og uddrag fra flere af hans tekster, heriblandt de to nævnte manifester. Alle digtene er oversat af forskellige poeter, og det er virkelig vidunderlig læsning. Hvis man ikke har stiftet bekendtskab med Breton før, er denne bog et virkelig godt sted at starte. ”

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox