Mette fra Møllegades Boghandel

 

Mette fra Møllegades Boghandel anbefaler en bog til Kbh Læser, der i 2018 har temaet Manifest!

For mig at se, beskriver ”Manifest” ting, som er sket i dansk litteratur i 2017 på en meget konkret måde, og på billedet står jeg med udgivelser, som jeg synes er eksempler på det. Den ene er et oversat radioprogram af den svenske digter Athena Farrokzhad, som på dansk har fået titlen Som om katastrofen ikke allerede var her.

Radioprogrammet blev sendt i 2014, da Farrokzhad benyttede sin Sommarpratara i svensk P1 til at tale om racisme, klassesamfund og flygtningekrise. I programmet går hun klart, men også længselsfuldt til værks. Denne længselsfuldhed synes jeg er virkningsfuld, fordi opfordringen til solidaritet og fællesskab sker ved at insistere på skønhedens kraftfuldhed.

Farrokzhad indleder programmet med et Brecht-citat: ”Hvad er det her for tider, når en samtale om træer næsten er en forbrydelse, siden den rummer en fortielse af så mange ugerninger”, og slutter af med en slags opfølgning, som måske kan være et lille eksempel på det, jeg sagde før: ”En dag skal vi mødes og tale om træer, den dag de tilhører os alle”.

Som om katastrofen ikke allerede var her er udkommet på forlaget OVBIDAT og har man selv eller en ven ikke allerede et eksemplar, kan den downloades fra OVBIDATs fil-bibliotek eller lånes på biblioteket. Bogen findes desuden som fælles læseeksemplarer i Møllegades Boghandel.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox