Patrick Leis

Det er Horror, og det er GODT! Vi taler ikke om vampyrer, monster eller bloddryppende voldsorgier, men om skæbnen, tvivlen og frygten for det usete. Om det der lurer dernede hvor ingen tør kikke hen, men hvor noget kikker tilbage og med blid stemme lokker os til alligevel at dreje blikket, bare en smule. Man får løftet en flig af et ensfarvet tæppe, som man måske har travet hen over i årevis uden at ofre nogen særlig opmærksomhed. Det har bare ligget der, fuldt synligt, lige midt på stuegulvet, og ventet. Ventet på at en eller anden lige løftede det op og kikkede den ekstra gang ned i dybet. Det er os der ligger dernede, os fra Dansk Horror Selskab og vi vil gerne fortælle dig historier. Om almindelige mennesker i ualmindelige situationer. Og folk som uden at vide det glider i et med skyggerne og oplever den virkelighed som gemmer sig lige bag iPad’en, de sociale medier og formiddagskaffen. I løbet af de senere år har en voksende skare af danske forfattere skrevet sig ind i Skyggelandet med både romaner og antologier, og en af de bedste horror-manifester synes jeg må være novellesamlingen PIX fra H. Harksen Productions. Udgivelsen manifesterer den krybende uro, der kan liste frem mellem dagligdagens sprækker, og får dig til at sidde tilbage med et smil der måske er en anelse stift. Den dykker på sælsom vis ned i dagligdagen og den menneskelige psyke, og den gør det godt!

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox