Simon Kristensen

Simon Darø Kristensen fra forlaget Korridor anbefaler et værk til Kbh Læser: Dominique af Monia Sander

Jeg er vild med manifester! Og deres manifestationer. Tænkte, tekstlige, udlevede. Det er ideologiernes grundstof. Og utopiernes. Ikke mindst utopiernes. Det er her verden – og litteraturen – rykker sig. Udforsker og udfordrer.
Dominique af Monia Sander er en hybrid. En roman der er eksploderet. Kapitler og ord der har løsrevet sig for at leve deres eget liv. Men til grund for eksplosionen ligger en helt stram struktur – et manifest i form af en lovtekst. Den indledes:
Den, der træder uden for denne Lovs kimæriske kanter, skal for evigt bære skyldens ækle rovfugl i lungerne, som et luftvejenes stigma, en hulrummets hersker, hakkende huller indefra og ud, en indestængt, dump dunken.
Værket består af en række [16] forskellige tekster [tryksager], der alle har mannequindukken Dominique som omdrejningspunkt. Det undersøger forholdet mellem fiktion og virkelighed. Dominique findes i fysisk form, som en sølvfarvet mannequindukke, der blev skabt som en del af scenografien til Flemming Flindts opsætning af Dødens Triumf i 1971, og historierne om hende har deres udgangspunkter deri. Men værket fungerer på flere planer, der (lovteksten til trods – eller netop derfor) karakteriseres af en ikke-hierarkisk struktur. Dukken Dominique mødes med butiksbestyreren, fabrikanten, psykiateren og elskeren, Hr Sivertsen. Forfatteren mødes med en unavngivet elsker/forfatter/beskytter. Dominique mødes med forfatteren, og historien om Dominiques fortid på teatret falder sammen med forfatterens fortid på teatret, ligesom hr. Sivertsens behov for at stille Dominiques diagnose, falder sammen med forfatterens forsøg på at forstå sin egen diagnose. De enkelte tekster fungerer selvstændigt, som en dokumentation af et møde, indeholdende spørgsmål om hhv. mødets og ensomhedens væsen, men de fungerer også som fragmenter af et større værk. De lever i kraft af hinanden, som hinandens skæve spejlinger. Og over/under/gennem/ved siden af det hele svæver Loven som en surrealistisk diktat:
§21. Landets nationalfarve er sølv. Denne farve symboliserer ikke noget, den er bare, den ryger en cigaret, dovent, den læner sig op ad væggen.

Denne lov udgør Landets fundament. Længe leve Landet!
Værket udgives i et 2. oplag, som helt – eller næsten helt – traditionel bog i forbindelse med Kbh Læser 2018.

Tilmeld nyhedsbrev

Få nyhederne fra os direkte i din mailbox